af webmaster Saturday den 07 April 2001 kl. 13:25 [ Software ] Årets mest ventede spil, og nok årets mest sælgende spil, hvis man allerede nu skal dømme ud fra de første salgstal og antallet af forudbestilte kopier. Black & White har taget over 3 år at fremstille og Peter Molyneux (Magic Carpet, Dungeon Keeper 1-2 osv.), som har stået for spillets udformning, er yderst tilfreds med resultatet: "All I can tell you about Black & White is that it's the best I can do as a game designer...I finally made a game the way I want to make it."
Men har Black & White virkelig været værd at vente på? Det er naturligvis en smagssag. Et er dog sikkert, Black & White er uden diskussion det 3D-spil, som giver dig mest variation og nærmest uendeligt mange muligheder for at forme spillet. Spillet starter ved, at en badende dreng er kommet i knibe, da to sultne hajer nærmer sig. Forældrene ser hjælpeløst til - nu kan kun højere magter hjælpe, hvilket er sådan cirka her, at du kommer ind i billedet:
Født af kosmos. Skabt til at herske. På godt og ondt...:-) Du er den lille (utydelige) gule meteorlignende klump, som er på vej mod den blå klode...
Som beskrevet redder du en lille dreng fra at konvertere til haj-foder. Her ses den glade lille familie, og din samvittigheds to poler:
De første 3 tilbedere er nu sikret - spørgsmålet er dog, hvorvidt FRYGT OG TERROR eller GODHED OG KÆRLIGHED (argh) skal forme din videre behandling af potentielle undersåtter...
Den lille røde djævel og den flinke Vorherre-klon følger dig gennem spillet og ser generelt ganske forskelligt på diverse sager og problemer. F.eks. møder du en kvinde, som har en sten, du skal bruge. Hun tilbyder, at du må få den, hvis du finder og returnerer hendes bror, som er meget syg og har forvildet sig ud i skoven. Gør du dette, så får du stenen på den Gode måde (som ikke nødvendigvis er den Fede måde). Du er jo en Gud og kan naturligvis glemme alt om broderen, smadre kvindens hus og nappe stenen. Dette konstante valg mellem ondskab og godhed er lige præcis, hvad Black & White omhandler. Så her har du muligheden for at opføre dig som Vorherre eller te dig som Mørkets Fyrste, der besøger en uskyldig lille verden...
Vi kan jo kigge lidt mere på grafikken. Her er den søde lille pusse-nusse landsby, hvor alle er glade og alle holder meget af hinanden, og intet ondt muligvis eksisterer:
Grafikken er ret god i Black & White. Du kan rotere i fuld 360 grader. Op og ned. Højre og Venstre. Så her har du næsten total frihed mht. styring. Det kræver dog en del tilvænning. Midt på ovenstående billede kan du se en hånd med tilhørende muse-ikon. Med denne hånd kan du tage fast i landskabet og så at sige trække dig afsted. Ganske syret. Du kan dog også benytte tastaturet til at kontrollere diverse bevægelser.
Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Black & White er zoom-funktionen. Den er helt fantastisk. Prøv at se denne tønde, hvor en orm sidder i et æble:
Ormen er måske svær at se - og ligner til forveksling en stilk på æblet. Men forestil dig nu, at du i en flydende bevægelse kan zoome ud fra æble-ormen og ende med dette billede:
Ret vildt, ikke sandt.. Bedre zoom-funktion er vist endnu ikke set i et computerspil. Bemærk også skyerne, som driver over den øen, hvor du hersker. Disse skyer skygger for solen og resulterer i forskellig belysning af landskaber mm.. Nogle (mørke) skyer giver regn, andre sne osv. Alt i alt detaljer, som tjerner til at understrege, hvor helt fantastisk gennemført Black & White er lavet. Men hvad handler Black & White så egentlig om? Først og fremmest er det en "Gude-simulator", lidt a la Populous. Men det minder egentlig også meget om Magic Carpet, hvor du havde forskellige øer, som du kunne dominere over, hvis du udraderede dine konkurrenter. I Black & White finder du nemlig, ligesom i Magic Carpet, andre øer end din egen. På disse øer eksisterer andre guder, og om du vil bekrige disse eller i stedet vinde deres gunst med diverse gaver er helt op til dig. Det, som karakteriserer guder i Black & White er især deres evne til at opfostre særlige væsner ("creatures"). Efter at have løst et par små-opgaver får du lov til at vælge et Creature:
Du kan vælge mellem en ko (stærk, men vist lettere mentalt hæmmet), en rød abe (intelligent, lærenem, men vist ej så fysisk stærk som Hr. Ko) eller en tiger. Tigeren er klart møntet på at være yndlingsdyret til "Mørkets Fyrste Wanna-be's" (og skulle være meget svær at kontrollere), men de øvrige skabninger kan formes mod lyset eller mørket... Det valgte dyr er vel lidt en tamagotchi i forklædning og en ganske interessant form for kunstig intelligens. Dvs. dyret lærer hele spillet igennem, og du kan give dyret belønning via diverse kærtegn, eller straffe dyret ved at give det en ordentlig omgang tæsk. Dvs. spiser dyret en af landsbyens beboere, kan du vælge 1) at give dyret smæk (så spiser dyret ej flere beboere); eller 2) klø det bag øret og tilbyde at åbne taget til hytte nummer 37, hvor der bor en familie på 8 (heraf 6 børn).... Du styrer i starten dit udvalgte dyr vha. en kamoufleret hundesnor (hvilket er ganske underholdende):
Lidt jf. den gamle Gnags-tekst "Jeg går med hundn genm byn, og soln skinner"... Nuvel, der findes forskellige snore, alt afhængigt af, hvorledes dyret skal opføre sig (mulighed for aggressiv, lærenem og opfør-dig-pænt adfærds-faciliterende snore). Dyret vokser sig større og større gennem spillet og kan vel blive 10 etager højt, måske mere... lidt som denne bamse, som er 10 gange højere end ovenstående røde abe:
Bemærk også her belysningen - der er dag-nat cyklus i Black & White, og lys og skygge-effekter er utroligt gode. Black & White er et af de mest avancerede og indholdsrige spil til dato. Der er umådeligt mange små og store missioner, men det overordenede mål er naturligvis at dominere over den ganske verden - at blive den mægtigste gud. Et af de specielt fascinerede detaljer ved spillet er, at spells/magi senere hen bliver genkendt via tegn, som du laver på landskabet. Dvs. tegner du en cirkel eller firkant på græsset, så kan dette mønster blive registreret af spillet og igangsætte diverse spells. Dette kaldes for "gesture recognition system" og er aldrig set før. Du kan her se et eksempel på gesture reconition system:
Så der er nok at gå i gang med Black & White. Magi som skal læres, andre guder som skal jordes (eller have blomster). Listen er lang og kombinationsmulighederne nærmest uendelige, og meget tyder da også allerede på, at Black & White bliver årets spil i 2001. Er du kun til 3D Shooters som Tribes2, Quake3 Arena, Clive Barker's Undying osv., så er det naturligvis ikke sikkert, at du vil bryde dig om Black & White. Kunne du lide Magic Carpet, Populous, Dungeon Keeper 1-2, The Settlers osv, så har du sikkert aldrig oplevet noget bedre end Black & White. Det skal dog siges, at Black & White er rimelig hardware-sulten og mindste konfigurationen er cpu-mæssigt Pentium2 350 MHz. Pentium3/Athlon 500 Mhz nok vil være mere realistisk minimum. Og har du GeForce2-3, så understøtter Black & White bump mapping + GPU. Endvidere er alle ovenstående billeder taget med ældgamle Voodoo2 - så dette er absolut den ringste billedkvalitet, som Black & White kan tilbyde (og jeg skulle ellers mene, at Black & White også på Voodoo2 er meget flot - så ejere af GeForce2-3, Radeon, Kyro1-2 mm. burde have en del at se frem til mht. bump mappet grafik i Black & White).
GRAFIK - 90% (10-tal). Ikke nær så flot som Giants: Citizen Kabuto, men tæt ved. Grafikken er meget som The Settlers osv. bortset fra, at alt er 3D + zoom-funktion. Er du udelukkende til morbid, dyster og bloddryppende grafik som i Quake3 Arena, Clive Barker's Undying og Severance, så bør du nok undgå Black & White :-)
LYD - 93% (10-tal). Glimrende og meget stemningsfuld lyd. Stemmer mm. er også glimrende lavet. Musikken er også meget stemningsfuld og minder meget om Magic Carpet. Men uden uovertruffen orkestermusik som i f.eks. Outcast, så er der ikke basis for mere end et 10-tal her.
STYRING - 90% (10-tal). Umiddelbart en relativt vanskelig styring, som nybegyndere nok får meget svært ved at håndtere. Dog kan hjælp altid findes ved at trykke på F2, hvorved man kan besøge "The Gods PlayGround", og få træning i at styre optimalt. Øvelse gør dog mester, og når man engang er blevet mester, så er styringen ret god.
GAMEPLAY - 96% (11-tal). Bedste gude-simulator nogensinde. Aldrig har et spil indeholdt så mange muligheder. Små piger og fromme knægte kan spille spillet stort set uden at forlade Vorherres gyldne landevej til himmerige. Satanister kan skabe helvedes forgård. Eller lidt godt og lidt ondt kan kombineres :-) Du bestemmer helt selv, og med alt hvad Black & White har at byde på, så er du sikret overordentligt gode/sjove oplevelser og lang spilletid. Black & white bliver ej nødvendigvis ubrugeligt, fordi du gennemfører det. Spiller du Black & White som en from og gudsfrygtig munk, så kan du jo altid spille spillet igennem som Lucifers højre hånd - spillet er nemlig meget forskelligt, hvis du er ond i stedet for god (så du får med lidt god vilje to spil i et :-).
Ingen tegn på ustabilitet blev observeret i spillet.
Black & White blev testet på følgende system: Intel P3 850/100 CPU, 192 MB CAS2 ram, Asus P2B-B (Intel BX) bundkort, 2 x Righteous 3D II Voodoo2 (SLI) grafikkort (driver 3.02.02), Soundblaster AWE32 lydkort. Windows98 original og DirectX8.0 installeret.
Et lille tip til alle jer som synes at de tre start tamagotchier(creatures) er for kedelige: Sheep questen kræver at du kun finder 4-5 af hyrdens får. Men er man hardcore(dvs lidt tålmodig) finder man samtlige(skulle være 10-11) rundt omkring på øen, og bliver belønnet med at få et nyt creature til udvalg: Nemlig en ged. Denne er ganske fortrinlig i kamp og mindst lige så lærenem som koen og aben. Tigeren er håbløs. Har prøvet ;)
Der er 9 får. Hvis nogen ikke vil vide hvor de er, så læs ikke understående:
* Next to the stone sculptor's house.
* Behind the huge gate.
* Fenced in with some pigs in a farm outside the village.
* On a mountaintop, close to the hermit.
* Amongst some trees, close to the hermit (where the sick man was).
* Near a singing stone by the shore, close to the fishing spots.
* By the pillar where you practice stone throwing.
* Under some palm trees next to the beach where you started.
* On the mountainside near the palm trees where you started.
Med hensyn til at imponere eneboeren, kan det ikke lade sig gøre. Man er nød til at få sit creature til at virke større i forhold til dets omgivelser...
Jesper skrev Sunday den 08 April 2001 kl. 11:19: [ svar | nyeste ]
"virke større i forhold til dets omgivelser"
Hvordan?... En ide som jeg ikke har prøvet: spille et par "timer" skirmish eller indtil dyret er vokset, og derefter vende tilbage til bane 1.
Ganske simpelt. Eneboerens øjemål er ikke så godt, så han bruger træerne i nærheden til at bedømme dit creatures størrelse. Man skal bare bytte træerne ud med nogle små buske. Egentlig ganske simpelt.
Jesper skrev Sunday den 08 April 2001 kl. 00:07: [ svar | nyeste ]
Interessant nok var FiringSquad ikke begejstrede for Black & White og gav spillet sølle 78%. Hvis du ikke gider at læse hele reviewet, så hop direkte til konklusionen her:
194.74.108.13 skrev Thursday den 26 April 2001 kl. 10:08: [ svar | nyeste ]
Hvordan får man B&W til at vise framerate ?
Rune skrev Thursday den 26 April 2001 kl. 23:06: [ svar | nyeste ]
NVNews målte framerate i Black & White på følgende (uortodokse) måde:
"I've got a few results from GeForce3 performance under Black & White. It's not the most scientific method of measuring performance, as I used the DirectX framerate utility FRAPS which appears to be much more reliable than the last time I used it a couple of years ago. The framerate appears at the top left corner of the scene."
Rune skrev Tuesday den 10 July 2001 kl. 22:53: [ svar | nyeste ]
Så er v. 1,1 patchen til Black & White endelig udkommet, og det er nu muligt at starte et nyt spil uden at skulle igennem indledningen. Hent patch v. 1,1 her:
HardwareTidende er en omfattende guide til optimal afvikling af computerspil på PC. Dette kræver viden om hardware såsom grafikkort, cpu'er, ram og meget mere. Du kan læse mere om konceptet bag HardwareTidende her:
Hardwaretidende bliver kun opdateret, når der sker noget nyt og interessant. Skriv endelig til os, hvis der er noget, vi har overset; nyheder modtages gerne.