Overclockning: Athlon Thunderbird 1,53 GHz mod Pentium4 2,0 GHz
af Webmaster Thursday den 26 July 2001 kl. 22:07 [ Processorer ] Normalt beskæftiger vi os ikke med overclockning af cpu'er, men eftersom meget tyder på, at Athlon Thunderbird 1,4 GHz og Pentium4 1,8 GHz uden store problemer kan nå hhv. 1,53 og 2 GHz, har vi tilladt os at kigge nærmere på disse cpu'er. Så allerede nu kan du således få et smugkig på, hvorledes Pentium4 2,0 GHz og Athlon Thunderbird 1,53 GHz vil opføre sig. Endvidere kigger vi nærmere på, hvilket super-overclocket system, der er verdens hurtigste i 3DMark 2001.
Bemærk, at alle cpuer er testet med GeForce3 grafikkort. Vi kan vel lige så godt hoppe ud i det og starte med gode gamle Quake 3 Arena:
GamePC har testet Q3A v. 1.25y, mens Firingsquad benyttede v. 1.17, hvilket forklarer forskel i opnået ydelse. Tendensen er dog klar, Pentium4 2 GHz fører med 13 - 26 % over Athlon Thunderbird 1,53 GHz. Athlon Thunderbird 1.4 GHz (oc til 1,53 GHz) koster dog under det halve af P4 1,8 GHz (oc til 2,0 GHz) og vinder derfor klart, hvis pris og ydelse sammenlignes. Vi fortsætter First-Person-Shooter-festen med Serious Sam:
På samme måde, som Quake3 Arena favoriserede Pentium4, favoriserer Serious Sam Athlon Thunderbird. Athlon Thunderbird 1,53 GHz er her 11 - 28 % hurtigere end Pentium4 2.0 GHz. Bemærk dog også, at AthlonMP, som svarer til den kommende Athlon4, klarer sig forbløffende godt hos Firingsquad. Vi fortsætter med Unreal Tournament:
Atter vinder Athlon Thunderbird 1,53 GHz over Pentium4 2,0 GHz. Forskellen er dog kun 2%, så der er næsten dødt løb. AthlonMP overbeviser atter ved at nappe guldpokalen. Men hvad med gamle spil som Quake2? Anachronox er et eksempel på et nyt og populært spil, som er baseret på den gamle Quake2-engine, så lad os kigge lidt nærmere på Quake2:
Quake2 understøtter ikke SSE og tester på glimrende måde cpu'ernes FPU (FPU = Floating Point Unit = kommatals-beregning = matematisk coprocessor), som før SSE og GPU var altafgørende for udregningen af polygoner mm. i 3D-spil. Athlon Thunderbird 1,53 er 13% hurtigere end Pentium4 2,0 GHz i Quake2, og viser atter, hvor skabet skal stå. Men nyere spil som Dronez understøtter SSE2 hos Pentium4 og viser, at Pentium4's tid nok først er begyndt:
Pentium4 2,0 er ikke fantastisk meget hurtigere i Dronez ifht. Athlon Thunderbird 1,53, men fører dog med 10%. AthlonMP klarer sig atter fremragende, og kan AMD lancere hurtige versioner af Athlon4, så vil Intels føring i dette SSE2-optimerede spil næppe holde længe. Vi fortsætter med 3DMark 2001, som understøtter alt, hvad Pentium4 og Athlon Thunderbird har at byde på:
Hvis 3DMark 2001 er en repræsentativ test for, hvorledes fremtidige PC-spil vil opføre sig, så har Pentium4 gode kort på hånden. Pentium4 2,0 GHz er here 8 - 11% hurtigere end Athlon Thunderbird 1,53 GHz, men koster dog også over 100% mere. Intel har dog iværksat prisreduktion på Pentium4, så Pentium4 1,6 - 1,7 GHz snart burde koste det samme som Athlon Thunderbird 1,4 GHz. Så måske kommmer Pentium4 og den kommende Athlon4 til at koste nogenlunde det samme. Problemet er dog indtil videre, at Pentium4 kræver dyr RDram (PC800), mens Athlon4 kan benytte billigere DDR-ram. Ifølge visse rygter kan prisen på RDram muligvis reduceres til SDram niveau i en nær fremtid, men før dette sker, vil Athlon4 stadig være hurtigste og billigste cpu. Athlon4 koblet med kommende nVidia nForce bundkort kan muligvis også give Pentium4 meget hård konkurrence. Afslutningsvis kan vi kigge nærmere på, hvor meget forskellige systemer scorer i 3DMark 2001:
Ovenstående testresultater er fra 3DMark 2001 i 1024x768x32 opløsning (den røde linie angiver mit eget system, som er en P3 850/100 MHz cpu overclocket til 953/112,5 MHz). Alle cpuer anvender GeForce3 grafikkort. Alle cpu'er, som ikke sælges, er med garanti overclockede (f. eks, Celeron 1200 MHz, Athlon 1600 MHz og Pentium4 2,3 GHz). Testresultaterne viser, at Pentium4 2.0 Ghz ækvivalerer en Athlon Thunderbird på ca. 1,6 GHz. Læg dog også mærke til, at P3 953 MHz cpuen næsten ækvivalerer en Pentium4 cpu på 1,3 GHz eller en Athlon Thunderbird på 1,2 GHz - så overclockning kan bestemt betale sig, og med lidt varsomhed, burde det ikke være risikabelt at overclocke en cpu eller et grafikkort (overclockning er naturligvis helt på egen ansvar, red.). Bemærk dog også, at 8610 points i 3DMark 2001 med Pentium4 2,3 GHz kun er muligt via super-overclocket GeForce3 grafikkort, som sandsynligvis anvender 300 MHz GPU og 600 MHz ram. Både Pentium4 2,3 GHz og det tilhørende GeForce3 grafikkort er sandsynligvis peltier-kølet for at opnå temperaturer under eller omkring 0 grader.
KONKLUSION
Vi kan som sædvanlig lade ovenståede testresultater afgøre, om Pentium4 1,8 GHz (oc til 2,0 GHz) er hurtigere end Athlon Thunderbird 1,4 GHz (oc til 1,53 GHz) i nuværende og populære 3D-applikationer/spil:
Vinder af Quake3 Arena = Pentium4 (13 - 26%)
Vinder af Serious Sam = Athlon Thunderbird (11 - 28%)
Vinder af Unreal Tournament = Athlon Thunderbird (2%)
Vinder af Quake2 = Athlon Thunderbird (13%)
Vinder af Dronez = Pentium4 (10%)
Vinder af 3DMark 2001 = Pentium4 (8 - 11%)
Meget tyder således på, at Pentium4 2,0 GHz har fordel, og er ca. 10% hurtigere end Thunderbird, hvis SSE2 er understøttet. Athlon Thunderbird 1,53 GHz vinder dog i mange ældre spil, som ikke understøtter SSE2. Forskellen på Athlon Thunderbird 1,53 og Pentium4 2,0 GHz er dog så lille, at AMD nemt burde kunne indhente Intel, hvis AMD kan producere 1,6 GHz Athlon4 senest, når Intel officielt lancerer Pentium4 2.0 GHz. Priserne på en Pentium4 cpu med PC800 RDram burde muligvis snart komme til at ækvivalere prisen på 200-300 MHz langsommere Athlon4 cpu med DDR-ram. Fordelene ved at vælge en AMD eller Intel cpu burde således snart blive minimale.
Læg mærke til at Athlon 1.4GHz lægger sig mellem P4 1,6 og 1,7GHz i sidste test. Det er sjovt for prisfaldene bringer den på samme placering mht. priser - dog er det uden RAM, men der er interessante RAM løsninger på vej P4. Det bliver sjovt at se hvordan nForce vil ændre kampen.
Shiva skrev Wednesday den 08 August 2001 kl. 09:34: [ svar | nyeste ]
Jeg vil bare sige at der er en sort fordel ved at bruge Nvidias driver (Detonator 12.41) og køre windowsXP, hvis man ejer en pentium 4 da det giver betydelig forøgelse i fps i ”nye” spil, som UT og Q3, grunden til den lave score, er at mange af dem der tester P4 bruger Detonator 6.31/6.50 som ikke understøtter P4.
Hvis man vil se en rigtig test a P4 kan jeg foreslå det følgende link:
http://www.tweakup.dk/artikler/p4maskine/1.htm
Rune skrev Wednesday den 08 August 2001 kl. 13:31: [ svar | nyeste ]
Det skal dog nævnes (hvilket jeg beklageligvis udelod i ovenstående artikel), at Firingsquad faktisk benyttede Detonator 12.41 og GamePC benyttede Detonator 12.40. Så Pentium4 er skam testet med de mest optimale drivere, og stadig er resultatet ikke noget at råbe hurra for i Serious Sam og UT.
Shiva skrev Thursday den 09 August 2001 kl. 12:10: [ svar | nyeste ]
Ja ok, men hvis du har læst på testen, som jeg linkede til i mit tidliger post, vil du se at det er helt andet resultat, man har fået.
Rune skrev Friday den 10 August 2001 kl. 00:11: [ svar | nyeste ]
Videnskabelig set har Tweakup.dk skrevet en ubrugelig og ligegyldig artikel vedr. Pentium4. Det skyldes, at de ikke anvender acceptabel kontrolgruppe (de refererer blot løst til en P3 1 GHz og til, at "Det kan godt være at den (Pentium4, red) ikke er lige så hurtig som en AMD T-Bird men den har nogle kvaliteter der går langt over hvad en AMD på nuværende tidspunkt kan tilbyde".). Dvs. en løs gang snik-snak (ikke engang dansk grammatik har de styr på, kommateringen er helt hen i vejret eller manglende :-). Uden ordentlig kontrolgruppe og ordentlige benchmarkresultater fra repræsentative spil har de ikke basis for at konkludere noget som helst (SiSoft 2001 og 3DMark 2001 med et sneglelangsomt GeForce2 GTS grafikkort er jo under lavmålet til P4 review - større sites ville aldrig have baseret en artikel på så sølle hardware + testresultater). Artiklen må simpelthen være skrevet af folk uden indsigt i videnskabeligt eksperimentelt design. Firingsquads og GamePC resultater og testdesign er milevidt foran. Jeg kan heller ikke finde noget sted, hvor de viser, at Detonator driver 12.41 er totalt overlegen i forhold til Detonator 6.50 (hvilket Tomshardware dog tidl. har konstateret i velfunderet artikel). Eftersom SiSoft ikke korrelerer med real-world spil-ydelse, var det eneste, som Tweakup.dk med deres P4-artikel viste, at P4 1,68 GHz var 10% hurtigere end P3 1 GHz i 3DMark 2001. Ergo hopper vi over deres artikel med samlede ben (at de har opnået højere FPS i Unreal Tournament (UT) med deres P4, end vi kan se ovenstående hos Firingsquad, skyldes med al sandsynlighed, at Tweakup ikke har anvendt samme tunge test-demo, som FiringSquad, så ingen grund til at juble over disse "høje P4-scores" i UT - havde Tweakup testet Athlon Thunderbird med samme settings, så havde P4 næppe nappet guldmedaljen - men som sagt, uden repræsentativ kontrolgruppe (Athlon Thunderbird) kan Tweakup's UT-resultater på absolut ingen måde favorisere P4 ifht. Athlon Thunderbird eller andre cpuer)
Shiva skrev Monday den 13 August 2001 kl. 16:18: [ svar | nyeste ]
Det kan du jo godt sige, men jeg kan da ikke bruge nogle tilfældige tests som i har fundet rundt på nettet og i skriver jo heller ikke hvilken bench i bruger, i kunne i det mindste lave jeres egene tests.
Rune skrev Friday den 17 August 2001 kl. 13:21: [ svar | nyeste ]
HardwareTidende er ikke et test-site, men et nyhedssite, derfor udfører vi kun meget sjældent egne tests. Vi finder ikke tilfældige test rundt på nettet, men søger de absolut mest repræsentative resultater. Dvs. vi bringer kun information fra verdens førende hardware-sites på internet. Hvert billede vi bringer i en af vore artikler, som stammer fra andre sites, er desuden forsynet med kildebetegnelse, så du hurtigt kan finde frem til mere detaljeret information (f. eks hvilket version af Q3A, som er anvendt mm.), hvis dette ønskes.
Martin skrev Tuesday den 14 August 2001 kl. 20:00: [ svar | nyeste ]
Hej.....
Hvad for en køler er bedst til at Køle (men samtidige skal kunne transpoteres siddedende i pc ?
mvh
Rune skrev Friday den 17 August 2001 kl. 13:26: [ svar | nyeste ]
Den bedste køler til en stationær PC vil nok være Swiftech MC370-0A og NoiseControl Silverado, læs mere i denne artikel:
HardwareTidende er en omfattende guide til optimal afvikling af computerspil på PC. Dette kræver viden om hardware såsom grafikkort, cpu'er, ram og meget mere. Du kan læse mere om konceptet bag HardwareTidende her:
Hardwaretidende bliver kun opdateret, når der sker noget nyt og interessant. Skriv endelig til os, hvis der er noget, vi har overset; nyheder modtages gerne.