Information om PC hardware
find
sidste nyt søg arkiv statistik om os
Emner
Andet (50)
Bundkort (83)
Emulator (38)
Grafikkort (277)
Harddisk (20)
Køling (18)
Processorer (128)
RAM (25)
Software (86)

Links
Drivere
Emulator
Hardware
Spil
Download

Kommentarer
Lukning af HardwareTidende (stand-by på ubestemt tid) (341)
(2004-11-30 23:59:59)

Half-Life 2 - årets spil 2004 (100)
(2004-11-30 23:58:49)

Specifikationer på ATi Radeon R480 (Radeon X850) (39)
(2004-11-30 23:15:03)

Betydning af ramtimings, FSB og taktfrekvenser (64)
(2004-11-30 22:54:53)

The Elder Scrolls IV: Oblivion - tidlige billeder fra fortsættelsen til Morrowind (33)
(2004-11-30 22:51:58)

Hovedtelefoner med surround sound - introduktion og test (221)
(2004-11-30 21:03:22)

Test af 45 cpukølere til Athlon XP (socket A/462) (56)
(2004-11-30 20:33:15)

Bundkort til Athlon 64 - ATi Radeon Xpress 200 mod Nvidia nForce4 Ultra og VIA K8T800 Pro (21)
(2004-11-30 19:38:15)

Omfattende test af Athlon 64 cpu'er til socket 939 (120)
(2004-11-30 19:30:02)

Test af 5 bundkort til socket 939 (nForce3 Ultra mod K8T800 Pro) (90)
(2004-11-30 19:23:37)

DOOM3 på GeForce3 (15)
(2004-11-30 17:38:17)

Maj 2000 grafikkort-test (2)
(2004-11-30 15:23:46)

Guide til LCD-skærme (fladskærme) (290)
(2004-11-30 00:46:39)

Støjmålinger på 6 mellemklasse og high-end grafikkort (54)
(2004-11-30 00:01:19)

Test af stort antal grafikkort i 1600x1200 (juni 2004) (76)
(2004-11-29 18:35:19)

Ekstrem ydelse med grafikkort - første resultater med Nvidia SLI (95)
(2004-11-29 15:36:13)

Athlon 64 4000+ og Athlon 64 FX-55 mod Intels hurtigste cpu'er (56)
(2004-11-28 15:10:20)

Drivere til ATi grafikkort - Catalyst 4,8 mod 4,7 (44)
(2004-11-27 00:37:49)

Test af 12 forskellige bundkort med i925X eller i915 chipsæt - hvilke er bedst? (28)
(2004-11-25 22:22:53)

Test af ydelse i Half-life 2: High-end grafikkort og cpu'er (79)
(2004-11-25 22:21:44)


En guide til de bedste VR-spil siden Half-Life: Alyx
Software af Webmaster Sunday den 11 June 2023 kl. 23:29 [ Software ]
Half-Life: Alyx er stadig referencen, men der er udkommet flere fantastiske VR-spil, siden Alyx udkom i marts år 2020. Hvis nogle har svært ved at finde nye og interessante VR-oplevelser, så kan denne oversigtsartikel måske være til inspiration. I denne artikel ser vi nemlig nærmere på særligt anbefalelsesværdige spil til PCVR, som er udkommet efter Alyx.
Det er nærliggende at tage disse i kronologisk rækkefølge, hvilket vi vil gøre, og således afspejler rækkefølgen ikke, hvilke spil, som vi foretrækker mest. Primært er fokus på spil, som er færdigudviklede og ikke ”early access”:

Star Wars: Squadrons (udkom i oktober 2020)





Det har for undertegnede været en drengedrøm at få lov til at flyve sin helt egen X-Wing – eller TIE Fighter – og med Star Wars: Squadrons er denne drøm tæt på at være nået. Spillet virker også i 2D, men udviklerne påbegyndte VR-versionen få uger efter, at spillet startede sin udvikling. Så dette er tæt på at være udviklet direkte til VR, dog med nogle begrænsninger. Spillet understøtter ikke bevægelses-trackede VR-kontrollere, men kræver enten Xbox-controller eller HOTAS (Hands On Throttle-And-Stick). Vi har testet spillet med begge dele (Logitech X52 HOTAS, som spillet direkte understøtter). HOTAS er fremragende, men alt virker også fint med Xbox-controller.


Du sidder i et cockpit i VR-versionen, og placerer du HOTAS rigtigt, jf. de røde pile, svarer det til placeringen inde i spillet – det er meget livagtigt

Skulle nogle savne yderligere introduktion til at anvende f.eks Logitech X52 i Star Wars Squadrons, så kan denne video anbefales:



Som oversigten her viser, er indlæringskurven stejl, hvis du anvender HOTAS for første gang til Star Wars Squadrons – men belønningen er, at du vitterlig kan føle, at du er pilot i eget rumskib:


Der er vel ca. 40 knapper og funktioner at lære ;-)

VR-versionen har meget høj opløsning på teksturer – det ligner 4K teksturkvalitet, og det ser fantastisk ud. Du skifter mellem at flyve missioner for alliancen og imperiet, så du kommer til at flyve mange forskellige rumskibe – her flyves over en stjernekrydser i en TIE fighter:


Du kommer helt tæt på i Star Wars: Squadrons, men kun i VR-versionen

Spillet er meget krævende, selv om det måske ikke burde være det – men dynamiske skygger, belysning og detaljerede omgivelser medfører, at der er store fordele ved en meget hurtig PC i VR.


Her eksploderer et større fjendtligt rumskib takket være din indsats – det ser flot ud, men kræver en hurtig pc for optimal billedkvalitet og 90+ fps

Vi kæmpede længe en kamp for at få spillet helt flydende i VR – og dette var en stor udfordring. Det korte af det lange er, at spillet er lavet til 60 fps i henhold til 2D versionen, og spillet bliver kun helt flydende i 60 fps. Dette er nok feinschmecker information, da mange holder af spillet i 90 fps og ikke oplever problemer. Men kigger man rigtig godt efter, så er spillet ikke helt flydende i 80, 90 eller 144 Hz – men bliver mest mulig flydende i 120 Hz, dog med en smule slør fra de 2 x 60 fps. Optimal oplevelse kræver altså, at du kan anvende 120 Hz i dit headset.


Spillet byder på mange forskellige fly – her er du pilot i en TIE fighter

Spillet fylder ca. 40GB, og mens cpu ikke er så vigtigt, kan vi anbefale gerne mindst RTX 2080 Ti eller RTX 3060 Ti til dette spil. Og et headset som Valve Index, der understøtter native SteamVR drivere og 120 Hz. Det kan nævnes, at Steam-versionen også understøtter native Meta drivere for optimal performance – men atter kræves 120 Hz, før spillet er så flydende som muligt. Spillet anvende temporal antialiasing (TAA), der kan virker sløret på lcd headsets, men billedkvaliteten med TAA bliver meget skarp, hvis super-sampling øges til meget højt niveau.


Som vist her, kan der være en del polygoner og lyskilder at beregne i Star Wars Squadrons, og som sædvanligt kan en meget hurtig PC anbefales

Med RTX 3090 og Valve Index kan Star Wars Squadrons afvikles i perfekte 60 fps i 120 Hz med Index res 200% (18 millioner pixels per billede), og spillet er absolut fantastisk. Vi ender på 92% i samlet vurdering af spillet. Det trækker lidt ned, da vi ikke kan få perfekte 90 fps i 90 Hz eller 144 fps i 144 Hz. Og det ville have være sjovt, hvis vore rigtige VR-kontrollere var understøttet – som i flysimulatoren VTOL VR. Steam-versionen understøtter både native SteamVR og Meta drivere.

Medal of Honor: Above & Beyond (udkom december 2020)




Grafisk er Medal of Honor: Above & Beyond imponerende – og udkom i december 2020

Medal of Honor: Above & Beyond har fået både ris og ros. Med det rette headset er dette dog et af de mest imponerende VR-spil, der nogensinde er lavet – og vel også et af de største med sine 170GB. Spillet tog ca. 4 år at lave og blev sponsoreret af Meta/Facebook/Oculus. Dette betyder, at spillet i størstedelen af sin udviklingstid er designet til Oculus Rift CV1, som anvendte oled paneler og eksterne sensorer til tracking (se også, at udviklerne netop bruger Rift CV1 i ovenstående trailer). Spillet er ikke lavet til nyere headsets med inside-out tracking, og netop som snigskytte med kikkertsigte kan dette give udfordringer:


Spillet er lavet til ekstern tracking til Rift CV1, og virker også perfekt med base stationer (Vive (Pro)) og Index – men at holde en controller tæt på ens hmd med inside out tracking kan give problemer. Bemærk den imponerende synsvidde

Derudover er spillet også krævende. Meta er kendt for low-end Quest 2 spil, der er baseret på Adreno 650 gpu’en, der også anvendes i telefoner, men Meta har til PC designet nogle af de mest krævende VR-spil, og dette gælder også for Medal of Honor: Above & Beyond. Anbefalet hardware er:

Processor: Intel i7 9700K equivalent or greater
Memory: 16 GB RAM
Graphics: NVIDIA RTX 2080 equivalent or greater
Storage: 180 GB available space

Vi testede spillet, da det udkom i 2020 med et GTX 1080 8GB grafikkort, og kunne anvende højeste in-game settings for grafik, og supersampling svarende til Rift CV1 ss 1.5 (ca. svarende til Index res 150% i Steam eller ca. 14 millioner pixel per skærmbillede, når input til begge øjne kombineres), og det gik rimeligt i ca. 45 fps. Ved anvendelse af højere opløsning som ss 2.0 (18 millioner pixels per billede) løb spillet tør for ram på grafikkortet og crashede. Først med RTX 3090 kunne anvendes opløsning svarende til Rift CV1 ss 2.0 (Index res 200%) og højere i perfekte 90 fps – uden at spillet crashede grundet behov for ram, og RTX 3090 har 24GB vram.


Medal of Honor: Above & Beyond er på ingen måde forældet, det er først med de seneste generationer af grafikkort, at spillet kan nydes med høj grad af super-sampling og 90+ fps

Spillet inkluderer forskellige kortfilm, og det er aldeles imponerede, hvad udviklerne har lavet af materiale til spillet. Den ene kortfilm vandt endda en Oscar og kan ses her:



Hvis du har det gode gamle Oculus Rift CV1 headset, så er det helt perfekt til dette spil – også med et RTX 4090 grafikkort. Men alle mulige andre headsets kan også anvendes, husk blot, at hvis du ikke anvender Rift CV1, så anvender du ikke det headset, som spillet er lavet til og problemer kan forekomme. Vi har dog også testet med Valve Index, og spillet virker også fremragende her – og Valve Index har ekstern tracking lige som Rift CV1.


Medal of Honor: Above & Beyond består af et meget stort antal kortere missioner, hvilket flere har kritiseret. Til gengæld er variationen meget stor, og du får et stort antal forskellige oplevelser

Vores vurdering af dette aldeles imponerende spil er 95% - men er vurderet med Rift CV1 ss 2.5 (27 millioner pixels per billede) og Valve Index res 200% med RTX 3090 grafikkort, i9 10900K cpu, 32GB 3200 MHz systemram og Windows 10 Pro. Steam-versionen understøtter både native SteamVR og Meta drivere.

Lone Echo 2 (udkom i oktober 2021)




Lone Echo 2 er reelt det eneste spil, der kan overgå Half-Life: Alyx

På flere områder er Lone Echo 2 det mest fantastiske VR-spil - eller oplevelse - der nogensinde er lavet. Især ansigter er helt fantastisk fremragende udført. Prøv at se disse billeder, som er taget direkte inde fra spillet:




Lone Echo 2 har de mest imponerede og naturtro ansigter, du kan finde i et VR-spil

Går vi endnu tættere på, så kan du se de bittesmå blodårer i spilkarakteren Olivias øjne:


Dette er et billede taget inde i ”Lone Echo 2”-spillet, bemærk at detaljegraden er så høj, at du kan se de mindste huddetaljer og endda blodkar i øjnene

Lone Echo 2 har dog ikke alene en grafik, der flere steder langt overgår Alyx, men har også en absolut fantastisk historie. Lone Echo 1 kan nok klares på 8 – 16 timer afhængigt af, hvor mange af de mindre og frivillige missioner, som du gennemfører. Lone Echo 2 kan gennemføres på ca. 10 timer – men disse kan let blive til 40 eller 50 timer, hvis du gennemfører alle de små sub-missioner.


I Lone Echo 2 flyder du atter i rummet nær Saturn – i en fjern fremtid

Flot grafik er atter på absolut ingen måde gratis, og savner du et argument til din samlever for, at du absolut må have et RTX 4090 grafikkort, så er Lone Echo 2 et fremragende argument herfor.


Lone Echo 2 har de mest fantastisk real-time skygger – men kræver en meget hurtig PC

Lone Echo 2 tager over, hvor 1’eren slap og tilbyder den mest fantastiske historie, som undertegnede finder bedre end Alyx, men det er en smagssag. Du kan opgradere våben i Lone Echo 2, og kommer også til at kunne skyde, trods dette ikke er et førstepersons-skydespil til forskel fra Alyx.
Problemet med Lone Echo 2 er ustabilitet og spillet crasher for mange efter nogen tid. Meta stoppede med Lone Echo 2 al udvikling af spil til PC, og dette betød, at der kun er kommet 2 patches til Lone Echo 2, trods flere har store problemer med spillets stabilitet.
Flere har dog ingen problemer, og hører man til disse, er dette spil bestemt værd en rating på 98% - dette er simpelthen den absolutte VR-reference sammen med Alyx. Lone Echo 2 virker med Revive og kan spilles via Steam. Med RTX 3090 og Valve Index res 200% kan opnås stabile 80 fps i 80 Hz med deaktiveret motion smoothing, og med alle grafiske detaljer inde i spillet på max, bortset fra MSAA. Med RTX 4090 ville givetvis kunne klare Index res 300% og få endnu flottere billedkvalitet – og RTX 5090 Ti vil bestemt ikke være spildt på Lone Echo 2, hvis man drømmer om 120 fps eller måske 144… Spillet kan kun købes i Meta’s Rift Store.

Green Hell VR (udkom juni 2022)





Trods Lone Echo 2 er et af de mest krævende PCVR-spil, så er Green Hell VR dog kongen over alle krævende PCVR-spil. Sættes alle grafiske effekter på max, så kan RTX 3090 med Index res 100% ikke engang klare 90 fps. Atter er dette et spil et godt argument for at købe RTX 4090 eller andet ekstremt hurtigt grafikkort. Og grafisk er dette spil også reference, når det omhandler at være i en i jungle med tæt vegetation og tonsvis af blade:


Green Hell VR er et af de flotteste VR-spil. Du kan svømme i vandet, fælde træer og meget mere

Green Hell VR føles mere som om, at udviklerne har brugt 2D-versionen til at lave VR-versionen – og at skulle trække 2D-versionen i 2 x 90 fps er ikke let. Spillet kan dog nedjusteres i grafisk detaljeniveau, og kan på den måde afvikles på mange PC’ere. Men spillet er en udsædvanligt stor oplevelse med alle grafiske detaljer på maksimum.


Med alle grafiske detaljer på max, så er Green Hell VR absolut fantastisk

I Green Hell VR kæmper du konstant mod mangel på vand og mad, samt mod insekter, infektioner og det, der er meget værre:




Du kan få mange adrenalin-pumpende oplevelser i Green Hell VR – og overlevelse er ikke nødvendigvis let

Green Hell VR kan også nydes lidt på niveau med en rejse til fjerne lande. Blot at gå rundt i junglen kan være en stor og afstressende oplevelse - så længe du passer på med, hvad du rører ved og har vand og proviant med :-)


Green Hell VR kan også anvendes til at slappe af i flotte omgivelser

Green Hell VR er bestemt værd en overordnet vurdering på 95%, hvis du har den rette hardware. Spillet har en stejl indlæringskurve, men når du først har styr på at skaffe basale fornødenheder som vand og mad, så der er overskud til andre aktiviteter, begynder spillet at åbne sig, og er vel det hidtil bedste inden for overlevelses-genren i VR (Song in the Smoke er også godt, men er ikke på samme niveau). Green Hell VR på Steam understøtter både native SteamVR og Meta drivere.

Kayak VR: Mirage (udkom i juli 2022)




King's Canyon i Australien – og du har det hele for dig selv

Med Kayak VR: Mirage bliver vi, ligesom i Green Hell VR, i naturskønne omgivelser, dog her markant mere afslappende. Man kan diskutere, hvorvidt Kayak VR: Mirage er en simulator eller et spil, men du kan aktivere løb, hvor det gælder om at komme først over målstregen. Grafisk er Kayak VR: Mirage vel på niveau med Alyx eller bedre:




Billeder fra en tur til Antarktis. Du kan følge spækhuggeren rundt, se på pingviner og blot nyde omgivelserne

Kayak VR: Mirage kan anvendes til ren afslapning, og der er aktuelt fire lokaliteter, som kan besøges. En stor oplevelse var, da en flok delfiner fulgte efter kajakken på Papagayo i Costa Rica:




På Papagayo kan du få følgeskab af en flot delfiner – her er en enkelt af dem

Det er umuligt at give et godt indtryk af Kayak VR: Mirage på 2D billeder, da VR langt overgår alt, hvad kan vises i 2D. Animationen af vandet er fantastisk og det føles, som om man virkelig er til stede. Spillet findes også til PSVR2, men PlayStation5 er alt for langsom til at kunne trække Kayak VR: Mirage ordentlig. I stedet anvendes kun 60 fps med reprojektioner til PSVR2 (dvs. samme billede gentages to gange i 120 Hz = 2 x 60 fps i 120 Hz). Med RTX 3090 eller tilsvarende kan opleves 90 fps med Index res 250 % (ca. 22 millioner pixels per billede) og med alle grafiske detaljer på maksimalt niveau. Dette giver fantastisk kantudglatning og en stor skarphed i billedet selv på lange afstande, som er milevidt fra den kvalitet, som PSVR2 kan tilbyde.


Du kan også opleve stormvejr i Kayak VR: Mirage – og komme tæt på meget store fisk og deslige, uden at afsløre for meget

Kayak VR: Mirage har fortjent en vurdering på 92% for den helt fantastiske og unikke oplevelse, som tilbydes – og spillet er fremragende optimeret. Spillet på Steam understøtter både native SteamVR og Meta drivere.

HellSplit: Arena (v. 1.17 udkom i september 2022)




Grafisk er HellSplit meget flot – og byder på tonsvis af ultravold. Dette spil er kun egnet for voksne

HellSplit udkom egentlig i år 2019, men spillet har længe føltes som early access, da der er foregået en omfattende videreudvikling. Først med version 1.17 blev spillet så udvidet med nye baner og (skyde-)våben, at vi vil opfatte dette som den første tilstrækkeligt færdigudviklede version af spillet.


Her kamp mod et par modstandere, bemærk de dynamiske skygger, som dog ikke er lette at se

HellSplit er et fremragende kampspil og har også en singleplayer del, hvor du nedkæmper de udøde i form af zombie-lingnende væsner og skeletter mm. På store baner kan du ride på en hest, mens du slagter den ene modstander efter den anden. Du kan lemlæste og partere dine modstandere, og som skrevet før, HellSplit er ikke for børn:


Du kan hugge hovedet af en modstander – og også arme og ben mm.

HellSplit er atter krævende og anvender TAA, hvorfor det med lcd headsets kræver en høj grad af super-sampling, før spillet får en virkelig flot og ikke sløret billedkvalitet. Med RTX 3090 kan 90 fps klares op til Index res 300%, dog kan ydelsen komme under 90 fps på de store baner. På de store baner kan anvendes 80 Hz i stedet, da 80 fps er nemmere at opnå. Alternativt kan res sættes en smule ned.




Du kan ride på en hest i HellSplit på de større baner – og få lidt at spise :-)

HellSplit vil vi vurdere til solide 90%. Dette er et af de bedste kampspil i VR, men pas på dine vægge og lofter i den virkelige verden, da du i VR let mister orienteringen i dette spil. Dynamikken i HellSplit, når du rammer og svinger sværdet, er blandt de bedste i VR. Det føles som at holde et rigtigt sværd i din hånd – eller næsten. Måske dette kan kaldes for en ultra-moderne version af Ghost’N Goblins, dog uden mange prinsesser at redde. Spillet understøtter kun native SteamVR drivere, så forvent nedgang i ydelse med headsets, der behøver to lag af drivere (Meta/Oculus headsets, WMR, HTC Vive Pro 2, Varjo Aero osv).

Moss: Book 2 (udkom I oktober 2022)




PC-versionen er grafisk udvidet markant sammenlignet med Quest 2 versionen

Moss: Book 2 fortsætter, hvor 1’eren slap. Atter styrer du en mus i 3. personsperspektiv, og dette fungerer fremragende. Spillet udkom også til Quest 2 og PlayStationVR, og PC versionen svarer til PlayStation-versionen, dog udvidet med flere grafiske effekter såsom opløsning og kantudglatning. Med RTX 3090 og Valve Index headset kunne klares res 300% (27 millioner pixels per billede) i 90 fps med alle grafiske detaljer i spillet på max.


Moss: Book 2 er flot grafisk på PC – og meget varieret – du kommer på et stort eventyr

På Steam er 99% af mere end 250 anmeldelser positive – det er faktisk højere end Alyx, der ligger på 98% - men Alyx har dog mere end 65.000 anmeldelser. Det kan undre, at Moss: Book 2 kun har 250 ratings på Steam, da dette er et aldeles fremragende spil til VR. Måske nogle er utilfredse med, at Quest 2 og PlayStation fik spillet før PC…


Der er mange puzzles i Moss: Book 2, og denne gang spiller du ikke kun en mus, men mere skal ikke røbes her

I spillet får du nye våben, rustning, bevægelsesmuligheder mm., og de anvendte puzzles er meget anderledes end i Moss 1.
Moss: Book 2 bør absolut prøves, især hvis du holdt af det første spil i serien, og 2’eren er langt mere omfattende. Med høj grad af super-sampling kan du med PCVR nyde den ultimative version af Moss: Book 2, langt hinsides kvaliteten på andre platforme. Vores vurdering af Moos: Book 2 vil ligge på 90%. Det skyldes primært, at der er tegn på, at Moss: Book 2 ikke er designet direkte til PC, men til langt mere begrænsede platforme. Polygon-niveauet kunne være højere, og især manglen på detaljerede dynamiske skygger er iøjnefaldende. Steam-versionen af Moss: Book 2 understøtter både native SteamVR og Meta drivere.

Hubris (udkom i december 2022)




I Hubris er du en agent på mission på en fjern planet

Hubris er rendyrket PCVR, ligesom Lone Echo 2, Green Hell VR osv. Hubris bærer præg af at have været i udvikling i mange år – dvs. atter anvendes TAA som kantudglatning, der reelt kun giver god mening til ældre oled headsets, som Rift CV1, Vive og Vive Pro. Spillet er dog blevet opdateret mange gange, og udviklerne har nu en billedkvalitet, der er flot også med lcd headsets.


Billede taget inde fra spillet – vi er vel næsten på niveau med Lone Echo 2, når det gælder naturtro spilfigurer

Hubris er et førstepersons skydespil lige som Alyx. Du kan opgradere dine våben, og løber ikke tør for ammo.


Et våben fra Hubris, bemærk den høje opløsning på teksturer

Hubris er et stort eventyr, og er udover Alyx et af de bedste skydespil inden for sci-fi-genren i VR. Til forskel fra Lone Echo 2, så er du ikke blot ude i rummet i Hubris, men befinder dig nu på overfladen af en fremme planet. Din tilstedeværelse bemærkes hurtigt, og du kommer i kamp med mange forskellige livsformer:


Her afleverer et drop-ship friske forsyninger af modstandere, der gerne vil tilintetgøre dig… Bemærk den store synsvidde og de detaljerede omgivelser

Hubris er en fantastisk oplevelse, og har fortjent en rating på 95% - atter forudsat, at du bruger den rette hardware. Grundet TAA kantudglatning, som give super-skarp billedkvalitet med Rift CV1 (oled), men ikke Valve Index (lcd), anvendte vi Rift CV1 til dette spil. Lcd headsets kan også sagtens anvendes, men billedkvaliteten var alligevel noget særligt med Rift CV1, trods den lave opløsning på panelerne. Hubris var uden tvivl bedste VR-spil år 2022 – trods hård konkurrence fra Moss: Book 2, Green Hell VR og Kayak VR: Mirage. Hubris understøtter OpenXR drivere og afvikles optimalt på en bred vifte af headsets.

Vertigo 2 (udkom marts 2023)




Velkommen til Vertigo 2!

Vertigo 2 er mere eller mindre lavet af Zach Tsiakalis-Brown, der tidligere har abejdet for Valve. Spillet kan minde om Alyx ved at foregå i en verden langt fra vores almindelige nutid på jordkloden. Vertigo 2 er et førstepersons skydespil ligesom Alyx og Hubris. Du får således adgang til forskellige og kraftige våben – og kommer til at møde et stort antal af mere eller mindre imponerende modstandere.


Vertigo 2 imponerer ved de mange "bosser" – og den lille sorte klump med ét øje er din ven, og kan hjælpe dig i høj grad, hvilket er en stor oplevelse, når det sker :-)

Her er en boss-kamp i Vertigo 2 – og dem er der mange af:



I starten fik Vertigo 2 kritik for at være for svært – nogle bosser var næsten umulige at besejre for de af os, der laver andet i livet end at spille computerspil. Til gengæld var følelsen af glæde ekstra stor, når det endelig lykkes.


Grafisk er Vertigo 2 ikke på niveau med Alyx eller Hubris, men kan alligevel imponere mange steder

Når Vertigo 2 er bedst, overgår dette spil stort set alt andet. Det kan minde om en blanding af Alyx, Boneworks og gode gamle Half-Life fra 1998. Humoren er typisk kulsort, og variationen nærmest gigantisk.


Her i kamp mod en mindre boss, der hurtigt kan trampe dig flad eller det, der er værre…

Vertigo 2 er blevet opdateret, så sværhedsgraden kan reduceres og alle være med. De første baner i spillet bærer præg af den årelange udviklingstid, og hurtigt bedres kvaliteten. Spillet er en meget stor oplevelse i VR, og man imponeres konstant over den store fantasi, der ligger bag variationen i spillet. Vi ender på en vurdering på 96%. Med RTX 3090 og alle grafiske detaljer på max kan leveres 90 fps med Index res 280%. Spillet understøtter kun native SteamVR driveres, så performance vil forringes, hvis du ikke bruger Valve Index eller HTC Vive (Pro). Vi ender på en vurdering på 96%.

Firmament (udkom i maj 2023)





Firmament er fra Cyan, der står bag andre spil som Myst og Obduction. For os, der måske ikke spiste nok grønt og vitaminrigt som børn, kan Firmament – lige som Myst - og især Obduction – være en gigantisk kognitiv udfordring. Alternativt: Hvis man føler sig meget klog, kan Firmament måske være lidt af et wake-up call i form af solid kognitiv lussing ;-)


I Firmament er du ikke helt alene, men reelt er det endnu en stor død verden, ligesom i Myst og Obduction

Du er en såkaldt ”keeper” i spillet – uden at afsløre, hvad det går ud på. Spillet var plaget af mange fejl og mangler ved udgivelsen, men efter 3 opdateringer er det nu blevet værd at anbefale – dog kun for dem, der nyder den kognitive stimulering/belastning, som spillet vil medføre.


I VR er spillet en stor oplevelse – disse lys er alle dynamiske og vibrere, hvilket ikke kan gengives i et 2D billede

Spillet kan anbefales til feinschmeckere, og er meget krævende hardwaremæssigt. Med et RTX 3090 grafikkort kan leveres solide 80 fps i 80 Hz med Valve Index headsettet i res 250% (22 millioner pixels per frame) med deaktiveret motion smoothing, hvis kantudglatning sættes til ”medium” og shadows til ”low” (skygger virker ikke ordentligt i VR). "Lens flares" virker ikke i VR og skal deaktiveres – og samme gælder for ”motion blur”. Spillet kan i VR påvirkes af settings, du kun kan justere, når spillet startes i 2D. Sørg gerne for, at vsync i 2D er deaktiveret. Kun i 2D mode kan du deaktivere motion blur.


Firmament er flot i VR – men kræver mange finjustering før optimal billedkvalitet kan opnås – dette er Valve Index res 250% - og det er tilsvarende flot inde i headsettet

Firmament har fortjent en vurdering på 90%. Når spillet virker og er sat optimalt op, leverer Cyan en nærmest magisk oplevelse. Og er spillet for svært, kan hjælp findes på internettet.

The 7th Guest (udkom i oktober 2023)




Efter ca. 30 år kan du for første gang virkelig være til stede i Stauf's palæ

The 7th Guest er formentlig det hidtil bedste og mest imponerende hjernevridende tænkespil, der findes i VR. Room VR er dog en formidabel modstander til denne fine titel, men The 7th Guest har langt mere indhold og er flottere grafisk. Som noget nyt anvender The 7th Guest volumetriske spilkarakterer, og rigtige skuespillere er anvendt:


The 7th Guest anvender 3D-video med rigtige skuespillere, hvilket er meget mere livagtigt end andre spil - og det sparer computerkraft

The 7th Guest er designet til Quest 2 headsettet, men er massivt forbedret til PCVR. Spillets udviklere har skrevet, at PCVR versionen er den bedste version af spillet:

"The PC version of The 7th Guest runs with considerable more detail than any of the other versions of the game. Textures are higher resolution, rooms contain more details (such as cobwebs and physics objects), shaders are more complex, and particle effects are more detailed. I think it is fair to say that the PC version is the best looking version of the game, though PSVR2 is pretty close."


Se, hvorledes månens lysstråler skinner gennem gardinet. PCVR-versionen er udvidet med meget høj tekstur-opløsning, lyseffekter (som her), dynamiske skygger, post-processering, effekter mm.

I spillet har du en skelet-hånd og en spøgelsesagtig lygte. Når lyset fra lygten rammer noget, vises det, som det oprindeligt så ud. Der er mere end 15 rum i spillet, der indeholder gåder, som skal løses. Spillet er ikke meget uhyggeligt, men det indeholder dog en smule vold og blod, og er lavet til ældre teenagere og voksne.


Her ses dynamiske skygger fra din skelethånd på væggen - kun PCVR versionen har sådanne detaljerede skygger

Spillet er ikke så svært som det oprindelige spil fra 1993, men er til gengæld mere omfattende. Dette er et remake i VR og ikke en tro kopi. Spillet er en fantastisk oplevelse i VR, og med RTX 3090 eller tilsvarende grafikkort kan spillet opleves i 80 fps med maksimalt detaljeniveau med Index res 400% (36 millioner pixels per frame, når begge øjne kombineres) - hvilket giver stor dybdeskarphed og ekstra kantudglatning. Spillet understøtter OpenXR-drivere, så du får optimal ydelse også med Meta headsets, som Quest 2-3. Vores vurdering af 7th Guest vil ligge på 92% til PCVR.
Sidst, men ikke mindst, har vi taget et par spil med, der stadig er i udvikling, dvs. early access. Disse spil har dog være i udvikling i mere end 5 år og har aktuelt nået niveauer, hvor de let kan anbefales – og hvor de generelt er mere velfungerende end mange spil, der udgives efter endt udvikling:

Blade & Sorcery (early access – ikke udkommet i færdig version)




Blade & Sorcery har med de seneste opdateringer nået et meget højt niveau af kvalitet

Blade & Sorcery er med mere end 40,000 ratings og 96% positive på Steam et af de mest populære VR-spil. Spillet mangler stadig en kampagne til singleplayer og består i stil med HellSplit af isolerede baner uden reel historie og sammenhæng.


Grafisk har Blade & Sorcery fået en omfattende opdatering til PCVR, så grafik og ydelse er bedre end nogensinde

Det er vanskeligt at lave gode spil med sværdkamp i VR, da bevægelser skal opdateres lynhurtigt for at undgå latenstid, som ødelægger indlevelsen. Efter mere end 5 års udviklingstid er Blade & Sorcery et af de bedste VR-spil til at simulere sværdkamp – og kamp med lignende håndholdte våben.


Geometrien og polygon-niveauet er blevet væsentlig øget med nye opdateringer
Blade & Socery er prissat lavt på Steam, da spillet ikke er færdigudviklet, men flere baner (arenaer) tilbyder nu en kvalitet for grafik og ydelse, at spillet varmt kan anbefales. Vores vurdering er over 90%, men en endelig vurdering må afvente den færdige version af spillet.

District Steel (early access – ikke udkommet i færdig version)




Nogle gange ved man bare, at det er mandag…

District Steel er et old-school skydespil i første-persons-perspektiv. Dvs. svarer på denne måde til Hubris og Alyx, men kun i District Steel kan du rocket-jumpe som i gode gamle Quake – og bruge bullet-time som i gode game Max Payne:


Her er bullet-time aktiveret og du rammer nu meget mere præcist, mens dine modstandere knap nok når at reagere, før det er tilintetgjorte

Det kan virke lidt som en morsomhed, at District Steel udgives som early access i januar 2023 efter mere end 5 års udviklingstid. Spillet har allerede nu nået et kvalitetsniveau, der er langt højere end de fleste færdigudviklede spil. Udviklerne har dog nogle detaljer, de gerne vil have med, før de betragter spillet som færdigudviklet. Nyeste udvikling er denne revolver, der vel også er ret imponerende:



Spillet tilbyde hæsblæsende kampe – og i intet andet spil kan du rocket-jumpe og samtidigt aktivere bullet-time for dernæst at flyve højt over dine fjender og skyde dem i småstykker fra luften. Personer, der let bliver søsyge i VR-spil, bør nok undgå store måltider kort tid før, der skal rocket-jumpes. Du kan i øvrigt ikke hoppe normalt i spillet – det kræver konstant raket-kraft :-)


Endnu en hyggestund med metalvennerne i District Steel… Det røde blod på skærmen er dit, robotterne i spillet bløder sort olie

Vores vurdering af District Steel ville aktuelt ligge på ca. 93% grundet fremragende grafik, ydelse og fantastisk gameplay, men en endelig vurdering må afvente, at spillet færdiggøres.

Alle ovenstående spil er testet med følgende hardware:
VR headsets: Valve Index og Oculus Rift CV1.
Grafikkort: Asus Strix OC RTX 3090.
CPU: i9 10900K (10 kerner/20 tråde – op til 5.3 GHz).
RAM: Corsair Vengeance 2 x 16 GB 3200 MHz.
Bundkort: Asus TUF Gaming Z590-Plus WIFI
Styresystem: Windows 10 Pro.




Ingen brugerkommentarer.

Info
HardwareTidende er en omfattende guide til optimal afvikling af computerspil på PC. Dette kræver viden om hardware såsom grafikkort, cpu'er, ram og meget mere. Du kan læse mere om konceptet bag HardwareTidende her:

Om os

Hardwaretidende bliver kun opdateret, når der sker noget nyt og interessant. Skriv endelig til os, hvis der er noget, vi har overset; nyheder modtages gerne.



Startside
Lad HardwareTidende blive din startside: Klik her

Eller hvis du kun vil tilføje os til dine foretrukne: Klik her

Copyleft © 2000-2004 HardwareTidende