Nvidia RTX 4090 mod 4080, 4070(Ti), 4060(Ti) og AMD Radeon 7900XTX/XT, 7800XT, 7700XT og 7600
af Webmaster Thursday den 11 January 2024 kl. 18:09 [ Grafikkort ] De nyeste grafikkort-serier fra både Nvidia og AMD har været længe om at udkomme. Nvidias serie 40, der her dækker over grafikkortene RTX 4090, 4080, 4070 (Ti) og 4060 (Ti) udkom fra oktober 2022 til sommer 2023 - og i starten af 2024 er nye "Super"-varianter tilkommet. AMD serie 7000, der her dækker over RX 7900 XTX/XT, 7800 XT, 7700 XT og 7600 XT udkom fra december 2022 til januar 2024. Så det har taget lang tid, før serierne var komplette og vi kan lave en omfattende sammenligning.
Vi har sammenlignet procentuelle forskelle på Nvidia's og AMD's nyeste generationer af grafikkort, og alle disse nye grafikkort er skaleret ift. RTX 4090, da Nvidia's aktuelle flagskib er det hurtigste til computerspil. Vi ser på ydelse i både 2D- og VR-spil.
VR-spil
BabelTechReviews har målt rå (unconstrained) fps i forskellige VR-spil og har ikke udregnet hverken gennemsnitlige forskelle eller procentuelle forskelle. Så vi ved ikke, baseret på resultaterne fra BabelTechReviews, f.eks. hvor mange procent hurtigere RTX 4090 generelt er sammenlignet med Radeon RX 7900 XTX osv. BabelTechReviews publicerede disse målinger, hvor vi her på sitet kun fokuserer på spillene og ikke de syntetiske tests:
BabelTechReviews anvendte et Valve Index headset med Intel Core i9-13900KF. Vi har udregnet disse generelle og procentuelle forskelle ved at overføre alle rådata til Excel, hvorefter alle rådata kunne konverteres til procentsatser. Ved at sætte RTX 4090 til 100 %, og skalere øvrige grafikkort i forhold til RTX 4090, kunne vi se følgende forskelle (Nvidia grafikkort = grøn farve, AMD = rød):
Der er ikke tvivl om, at RTX 4090 er det hurtigste grafikkort baseret på disse 10 forskellige VR-spil. Vi ser, at RTX 4090 er:
- 34% hurtigere end RTX 4080.
- 66% hurtigere end RTX 3080 Ti (og formentlig også RTX 3090, da disse to grafikkort typisk ligger meget tæt).
- 69 % hurtigere end RX 7900 XTX (medmindre AMD har bedret deres driveres VR-ydelse for nylig).
- 71 % hurtigere end RX 6900 XT.
Det er meget imponerende, at RTX 4090 er ca. 2/3 (66%) hurtigere end det forrige 3090 flagskib. Så store spring i rå ydelse ses meget sjældent. Nogle brugere på Reddit har fortalt, at ydelsen med RX 7900 XTX, der burde ligge ganske tæt på RTX 4080 eller bedre, er forbedret med nye drivere. Det er muligt, at ovenstående 7900 XTX resultater ikke længere repræsenterer dette grafikkorts ydelse. Det er dog ikke mere end et par måneder siden, at en bruger testede sit 7900 XTX grafikkort og fik tilsvarende ydelse som ovenstående, så hvis ydelsen er øget, skal dette være sket for ganske kort tid siden. Bemærk, at det kræver specialsoftware eller stort kendskab til at teste VR-spil, før bedringer kan måles – blot at bruge ens subjektive indtryk af god eller dårlig ydelse er en stor fejlkilde. Som vist, så yder 7900 XTX her som et RTX 3080 Ti grafikkort, hvilket giver en fremragende ydelse i stort set alle VR-spil, og at kunne observere den manglende ydelse ift. RTX 4080 kan ikke forventes at ses med det blotte øje. Bemærk også, at 7900 XTX her yder svarende til 6900 XT, hvilket er langt under, hvad 7900 XTX yder i 2D-spil.
Aktuelt har undertegnede ikke set objektive testresultater, der bekræfter, at 7900 XTX ydelsen i VR-spil er markant bedret ift. ovenstående resultater. Meta understøtter heller ikke AMD serie 7000, så aktuelt anbefaler vi ikke at anvende AMD serie 7000 grafikkort til VR – og vi anbefaler at udvise stor påpasselighed i valg af grafikkort, hvis ydelse i VR-spil har høj prioritet.
Bemærk, at forskellen på RTX 3080 Ti og RTX 3090 typisk kun er 1-2%, hvorfor ydelsen med RTX 3080 Ti forventes at repræsentere ydelse med RTX 3090.
2D-spil
At finde resultater med RTX 4090, 4080, 4070 (Ti), 4060 (Ti), RX 7900 XTX/XT, 7800 XT, 7700 XT og 7600 er noget af et puslespil, da disse grafikkort er udkommet på forskellige tidspunkter fra oktober 2022 til september 2023. Vi har lavet en mindre meta-analyse baseret på mange forskellige reviews fra Guru3D (https://www.guru3d.com/ ) og TechPowerUp (https://www.techpowerup.com/ ). TechPowerUp tester normalt ydelse i ca. 23 forskellige 2D-spil, mens Guru3D anvender ca. 9 forskellige 2D-spil. Når vi her kombinerer deres resultater, betyder det, at ydelsen stammer fra målinger i mere end 30 2D-spil. Dette burde sikre stor sikkerhed på målingerne. Vi har valgt fokus på ydelse i 4k-opløsning med højt detaljeniveau i spillene, så vi sikrer, at grafikkortene presses til det yderste og dermed bliver flaskehals for målingerne. Vi har inkluderet Nvidia Serie 30 (RTX 3090, 3080, 3070 og 3060 mm.) og RX 6900 XT, da flere måske gerne vil se, hvorledes grafikkort fra forrige generation klarer sig.
Resultatet for hvert grafikkort er et gennemsnit af, hvad blev målt hos både Guru3D og TechPowerUp – og resultaterne ser således ud:
Farvekoder: Grøn = Nvidia serie 40, lysegrøn = Nvidia serie 30, rød = AMD serie 7000, lyserød = AMD serie 6000.
I tal gælder:
Som resultaterne viser: Lad være med at opgradere fra 3060 til 4060 (7% ekstra ydelse), eller fra 3060 Ti til 4060 Ti (9% ekstra ydelse) – mens en opgradering fra 3070 Ti til 4070 Ti kan være meget fornuftig (45% ekstra ydelse).
Nvidia styrker high-end-klassen på omfattende måde med Serie 40, mens low-end-klassen får minimal fremgang. Eftersom de fleste brugere har low-end-grafikkort betyder dette, at der vil være begrænset incitament for spiludviklerne til at lave grafisk mere imponerende og krævende spil, før vi ser Nvidia Serie 50 grafikkort, som forventes i sidste halvdel af år 2025. Dog forudsat, at Nvidia her øger ydelsen markant på RTX 5060 (Ti) sammenlignet med RTX 4060 (Ti).
Med udgangspunkt i ovenstående målinger kan vi også udregne følgende, stadig med fokus på RTX 4090:
1. RTX 4090 er 23 % hurtigere end RX 7900 XTX.
2. RTX 4090 er 25 % hurtigere end RTX 4080.
3. RTX 4090 er 45 % hurtigere end RX 7900 XT.
4. RTX 4090 er 64 % hurtigere end RTX 3090.
5. RTX 4090 er 89 % hurtigere end RTX 3080.
6. RTX 4090 er 270 % hurtigere end RTX 3060.
RTX 4090 kunne umiddelbart lyde som et fantastisk grafikkort, hvilket det også er, men i disse grønne tider bør gøres opmærksom på, at den høje ydelse har betydelige omkostninger i form af meget højt strømforbrug. Strømforbrug på mange forskellige grafikkort kan ses her:
Dog er det stadig imponerende, at RTX 4090 under spilafvikling brugte 12% mere strøm end RTX 3090, men alligevel leverede 65% bedre ydelse. At bruge mere end 400 watt i strøm er dog næppe noget, der får personer fokuseret på grønne og miljøvenlige produkter til at klappe meget i hænderne… Personer, der ikke ønsker at krydse 200 watt grænsen, bør holde sig til højst RTX 4070. Og bemærk, at Nvidia RTX 4060 bruger markant mindre strøm end AMD RX 7600. Generelt, trods det fortsat høje strømforbrug blandt high-end grafikkort, er det lykkedes Nvidia at få en del mere ydelse per watt med Serie 40 sammenlignet med Serie 30. I øvrigt, særligt sammenlignet med Serie 30, så tilbyder Nvidia med Serie 40 DLSS 3 (og DLSS 3.5) understøttelse, der kan give megen ekstra ydelse. Dette gælder kun for spil, der direkte understøtter DLSS 3. Mere om dette her:
Intro til DLSS 3 fra Nvidia. DLSS 3 virker kun i udvalgte 2D-spil, ingen aktuelle VR-spil understøtter DLSS 3.
Bemærk, at DLSS 3 ikke er anvendt i de ca. 30 spil fra Guru3D og TechPowerUp, der ligger bag ovenstående testresultater, dvs. her ses kun ydelse i spil, der ikke har aktiveret DLSS 3.
Optimalt valg af RTX 4090 grafikkort
Vi har ikke det store at sige – der er mange forskellige typer at vælge imellem, hvad angår pris, vægt og kølemetode. Det kan dog bemærkes, at vægten er steget en del, dvs. Asus Strix OC RTX 3090, der vejede 1565 gram, og i 2021 var en af de meget tunge drenge, ser nu næsten slank ud – Asus Strix OC RTX 4090 vejer nemlig 2504 gram:
Asus Strix OC RTX 4090 vejer 60% mere end Asus Strix OC RTX 3090, men yder også 65% bedre
Grundet den meget høje vægt og risiko for at kunne beskadige bundkortet, kan anvendes særlig understøttelse af grafikkortet – her ses to muligheder:
Noget bundkort anvender forstærkede porte til tunge grafikkort, hvorfor tunge grafikkort ikke behøver være et problem. Et af de største luftkølede RTX 4090 grafikkort er i øvrigt Gigabyte’s Aorus Master:
Her ses Gigabyte’s Aorus Master, der får selv et RTX 3090 (Ti) grafikkort til at se lille ud
Hvis du ønsker at opgradere til et RTX 4090 grafikkort, check først at der er tilstrækkelig plads i kabinettet – og husk også en tilstrækkelig god strømforsyning. Asus Strix OC RTX 4090 anbefales - ifølge Asus - en 1000w strømforsyning, men det kan nævnes, at TechPowerUp ikke havde problemer med at teste dette grafikkort ved brug af en 850 watt strømforsyning:
HardwareTidende er en omfattende guide til optimal afvikling af computerspil på PC. Dette kræver viden om hardware såsom grafikkort, cpu'er, ram og meget mere. Du kan læse mere om konceptet bag HardwareTidende her:
Hardwaretidende bliver kun opdateret, når der sker noget nyt og interessant. Skriv endelig til os, hvis der er noget, vi har overset; nyheder modtages gerne.