Hvad er bedst til PC-spil? - SSD (SATA) mod NVMe (M.2, PCie 4.0)
af Webmaster Thursday den 04 July 2024 kl. 13:59 [ Harddisk ] Hellere lille, dyr og vågen, end stor, billig og doven? At vælge harddisk kan let give hovedpine og betydelige økonomiske overvejelser. Adskillige producenter kan beskrive, hvor helt utroligt meget hurtigere NVMe (M.2) diske er ifht. de billigere 2,5” SSD (SATA-interface) diske. Men hvor meget hurtigere er NVMe reelt sammenlignet med de billigere SSD SATA diske til PC-spil?
Bemærk, for en nemheds skyld vil 2,5” SSD (SATA) diske blot blive kaldt for SSD i nærværende artikel, mens NVMe (M.2) diske udelukkende vil bruge NVMe-betegnelsen.
Endvidere er det væsentligt at bemærke, at HardwareTidende er fokuseret på optimal ydelse i computerspil, så vores interesse for at flytte store filer, der intet har at gøre med direkte afvikling af computerspil, har ringe interesse. Syntetiske benchmarks, der intet har at gøre med afvikling af computerspil, har ligeledes ringe interesse.
For harddiske har størrelse, og ikke blot hastighed, en afgørende betydning.
Basis for denne artikel vil primært være disse reviews:
Specifikt var den hurtigste NVMe hos TechSpot (målt i syntetiske tests) en 1TB FireCuda disk fra Seagate:
- og ovenstående disk vil blive sammenlignet med en 8TB SSD fra Samsung, nemlig:
Tilsvarende vil vores fokus hos TechPowerUp være på deres hurtigste NVMe, som var denne Lexar NM790 2TB:
- og som følgende vil blive sammenlignet med Samsung EVO på 4TB:
Forskellen i læse- og skrivehastigheder på SSD og NVMe er velkendte og svarer nogenlunde til denne grafiske illustration – og gælder generelt også for ovenstående diske:
Så det ligner bestemt David mod Goliat, hvis SSD skal have en chance mod NVMe.
Testning blev udført ved, at TechPowerUp og TechSpot målte, hvor lang tid det tog i sekunder at opstarte et spil med forskellige diske. Følgende blev fundet via TechSpot, hvor vi har foretaget en omregning af sekunder således, at NVMe er sat til 100% og SSD er skaleret derefter:
Resultater er omregnet, så højeste score er bedst - og næppe en overraskelse, at NVME konstant er bedst, men måske en overraskelse, hvor begrænset forspringet er
NVMe var hurtigste – men den var ikke 10 gange hurtigere, end ikke tilnærmelsesvist. SSD opnåede fra 73 til 97% af hastigheden af NVMe disken. I gennemsnit opnåede SSD her 89% af hastigheden på NVMe. Flere spil tog ca. 15 sekunder om at loade – så reelt tog SSD et sekund eller to mere om at loade, hvilket mange formentlig ikke vil lægge mærke til. Lad os se, hvorledes resultater omregnet fra TechPowerUp tager sig ud:
Lexar NM790 (NVMe) mod Samsung 870 EVO 4TB (SSD)
Resultater er omregnet, så højeste score er bedst
Vi ser tilsvarende trends – ingen tvivl om, at NVMe vinder, men den vinder ikke stort. Her leverede SSD fra 68 til 97% af hastigheden af NVMe, og ydede i gennemsnit 89% af hastigheden med NVMe. Interessant fandt vi også præcis samme gennemsnitlige ydelse via resultaterne hos TechSpot. Den største forskel forekom i Doom Eternal, hvor SSD leverede 68% af hastigheden af NVMe, men spillet tog kun 4,09 sekunder at starte med NVMe og 5,98 sekunder med SSD – så en forskel på 2 sekunder. Generelt var NVMe ca. 1-2 sekunder hurtigere om at loade et spil end SSD, atter formentlig en forskel, som få vil bemærke. Endvidere, de to reviews fra TechSpot og TechPowerUP er fra hhv. år 2020 og 2023, og resultaterne fra 2023 indikerede, at ikke meget har ændret sig de seneste år.
Konklusion og afsluttende kommentarer
Ovenstående resultater viser forskelle i tid, når et spil opstartes. Her blev fundet, at SSD diskene ydede 89% af hastigheden med NVMe, hvilket typisk svarede til et par sekunder mere om at loade. I de fleste spil var den tidsmæssige forskel om at loade derfor så lille, at den formentlig ikke vil blive bemærket af mange personer.
Det kan måske undre, at der er så lille en forskel på NVMe og SSD i computerspil. Dette skyldes, at store filer ikke blot skal læses og kopieres, men mange små filer skal loades og processeres – så at loade et spil kan betyde, at du med en hurtig cpu loader hurtigere end med en langsommere cpu, da processering af mange filer nu får betydning. Pas derfor på med at forvente, at hurtige læse- og skrivehastigheder direkte kan overføres til at opstarte et spil.
Til spil kan du derfor roligt købe en SSD med stor lagerplads, frem for en NVMe med mindre lagerplads, hvis disse koster nogenlunde det samme. De senere år er priserne på NVMe dog kommet betydeligt ned, og hvis der kun er en lille prisforskel, er NVMe selvfølgelig at foretrække. Aktuelt er billigste pris for 8TB SSD i Danmark på ca. kr. 4800, mens billigste 8TB NVMe koster ca. kr. 7000. Her koster NVMe ca. 46% mere end SSD, mens merydelsen i spil er ca. 10%. Endvidere skal huskes på, at medmindre et spil loader, mens du spiller det, så vil der ikke være forskel i ydelse, når spillet er loadet – idet ydelsen nu primært bestemmes af cpu og især grafikkort. Når du vælger mellem SSD og NVMe, kan der være gode argumenter for at vælge disken med størst kapacitet i TB frem for den disk, som ifølge producenterne opnår højeste læse- og skrivehastighed.
Derudover kan en kombination også være en god mulighed, såsom hurtig NVMe på måske 1-2TB til styresystemet, mens mange TB med spil kan lagres på stor SSD.
HardwareTidende er en omfattende guide til optimal afvikling af computerspil på PC. Dette kræver viden om hardware såsom grafikkort, cpu'er, ram og meget mere. Du kan læse mere om konceptet bag HardwareTidende her:
Hardwaretidende bliver kun opdateret, når der sker noget nyt og interessant. Skriv endelig til os, hvis der er noget, vi har overset; nyheder modtages gerne.