Objektive støjmålinger på 12 aktuelle high-end grafikkort
Grafikkort af Webmaster Friday den 16 July 2004 kl. 22:45 [ Grafikkort ]
Hvor meget støjer Asus V9999 Deluxe (GeForce 6800 Ultra)? Er det rigtigt, at MSI NX6800U-T2D256 (GeForce 6800 Ultra) er meget støjsvagt og kun larmer 26 dB(A)? Hvor meget larmer standardblæseren på Radeon X800XT PE grafikkort? Alle disse spørgsmål og meget mere ser vi nærmere på i denne artikel, som omhandler de måske hidtil mest væsentlige testresultater, såfremt man har svært ved at vælge mellem forskellige high-end grafikkort fra ATi og Nvidia.

Det tyske trykte tidsskrift PC Games Hardware har i deres udgave fra august 2004 testet forskellige grafikkort på omfattende måde, dog er vi her komplet ligeglade med ydelse og kun fokuseret på ét eneste aspekt, nemlig støjen fra forskellige blæserkølede high-end grafikkort såsom GeForce 6800 GT/Ultra og Radeon X800Pro/XT. I denne anledning skal pointeres, at vi her på sitet opfatter støj som et af de vigtigste vurderingsparametre ved køb af nyt grafikkort - dvs. larmer et grafikkort, så er vi komplet ligeglade med ydelse eller avancerede egenskaber, eftersom ydelse mm. aldrig kan retfærdiggøre generende støjniveau. Vi vil således ikke anbefale potentielt larmende grafikkort, der vil kunne genere ens ægtefælle/samlever, børn eller lignende, men derimod favorisere grafikkort, der ikke generer støjmæssigt under afvikling af selv de mest krævende PC-spil; dvs. grafikkort skal ses, ikke høres, og med andre ord dumper støjende grafikkort øjeblikkeligt til denne grafikkort-eksamen - eller får det røde kort, hvis vi skal bruge en analogi til fodbold... Nuvel, nok om dette, følgende testresultater blev målt i et lydisoleret forsøgsrum, hvor blæseren på grafikkortet var eneste støjkilde (alle andre PC-komponenter inkl. strømforsyning var passivt kølet) - diverse støjmålinger blev foretaget via NC10-apparat fra NCI, som kan registrere støjniveau i både sone og dB(A). Alle målinger blev udført i en afstand af præcis 1 meter fra lydkilden, og grafikkortene var monteret på bundkortet i fri luft (uden PC-kabinet); så hvad vi ser nedenstående, er støjniveau præcis 1 meter fra blæseren i forbindelse med fuld omdrejningshastighed ved afvikling af krævende 3D-spil:

STØJNIVEAU PÅ AKTUELLE HIGH-END GRAFIKKORT


Kilde: PC Games Hardware 08/04 s. 36 og 64-66 samt PC Games 08/04 s. 156

Alle grafikkort over 2,7 sone (= 40 dB(A) i nærværende forsøg) medførte tydelig oplevelse af larm og hinsides 4 sone var larmen direkte ubehagelig. Resultaterne taler desværre et ganske klart sprog: Samtlige af de testede Radeon X800XT PE og GeForce 6800 GT/Ultra grafikkort dumper med et brag og kan på ingen måde anbefales. Derimod vil grafikkort under ca. 2,7 sone være interessante, og vi ser her, at samtlige Radeon X800 Pro grafikkort klarede sig eksemplarisk - PC Games Hardware skrev også, at Radeon X800 Pro grafikkortene var næsten uhørlige - dog især Asus AX 800 Pro.

Ovenstående testresultater vil formodentlig komme som en stor overraskelse for mange, som måske havde håbet på, at GeForce 6800 Ultra fra Asus eller MSI ville være gode og støjsvage løsninger, men desværre opnår begge disse grafikkort dumpekarakter og kan ikke anbefales - især Asus V9999 Ultra skuffer meget og bragede igennem med næsten 50 dB(A) (4,2 sone). Vigtigt er også at bemærke, at MSI senere forventes at udgive GeForce 6800 Ultra på rød PCB med støjsvag køler, der larmer 26 dB(A). For at komme hurtigt på markedet anvender MSI NX6800U-T2D256 en ganske almindelig standardkøler, som desværre blokerer for en PCI-indstiksport og larmer ganske betragteligt. Flere internationale sites som iXBT og Digit-Life har ved en fejl publiceret, at MSI NX6800U-T2D256 kun skulle larme 26 dB(A). Asus V9999 Deluxe anvender mindre høj blæser end MSI NX6800U-T2D256, men er muligvis nødt til at rotere hurtigere for at opnå tilsvarende køleeffekt, hvilket ville kunne forklare, at Asus 6800 Ultra larmer betydeligt mere end standardkøleren på MSI GeForce 6800 Ultra.

Også Radeon X800 XT fra Sapphire og Asus (der i øvrigt begge er "Platinum Edition", selv om titlen ikke angiver dette) larmer uacceptabelt meget, så disse grafikkort bør ligeledes undgåes. Ifølge Leadtek skulle Winfast A400 GT (GeForce 6800 GT) anvende speciel 28 dB støjsvag køler, men ramte ærgerligt nok hele 46 dB(A) (=3,7 sone) i ovenstående forsøg. Så Leadtek GeForce 6800 Ultra og GT dumper desværre også stort til støj-eksamen; så glem alt, hvad vi tidligere har publiceret om GeForce 6800 Ultra baserede grafikkort fra Leadtek i denne artikel (eftersom Leadtek 6800 GT og Ultra anvender samme kølesystem):

http://www.hardwaretidende.dk/hard/artikel/04/05/17/0316793

Det korte af det lange er således, at der aktuelt ikke ser ud til at eksistere et eneste luftkølet GeForce 6800 GT eller GeForce 6800 Ultra grafikkort, som er i stand til at bestå støj-eksamen (eftersom langt de fleste 6800 Ultra grafikkort benytter samme standardkøler som MSI og Albatron - indtil videre ser kun Asus og Leadtek ud til at afvige). Diverse Radeon X800XT PE med standardkøler (= Sapphire Radeon X800XT) og Asus X800XT med specialkøler dumper ligeledes, mens diverse Radeon X800 Pro grafikkort består med glans. Alt dette betyder, at der aktuelt kun findes et eneste grafikkort i toppen af high-end-kategorien, som vi kan anbefale - nemlig HIS Excalibur X800XT med ICEQ2 kølesystem, der ifølge producenten kun larmer 0,5 sone - og som her blev subjektivt anmeldt af det anerkendte hardware-site Guru3D:

"The IceQ-II cooling system uses the air inside your PC case and exhausts warm air outside the case, this is a huge plus as the x800 series gets quite hot. If you get a reference design x800 with stock cooling then you better be sure that your PC is cooled sufficiently as all that heat will warm up the ambient temperature of your PC's inside and cascade the effect by warming up other components. The IceQ technology helps prevent this. According to HiS, IceQ-II cooling will bring you an 11 °C lower cooling temperature compared towards the reference cooling solution. When measuring the temperature at the back of the card on the GPU spot we indeed remained at 50-55 Degrees C at 100% GPU utilization, which is very good for a card of this caliber. I truly have to compliment the noise level. Why? Well you just won't hear the bloody thing, not even a soft pur. I mean, my HD's make more noise then the IceQ-II does." (min fremhævning, red.)
Kilde: http://www.guru3d.com/article/Videocards/141/1/

Officielle specifikationer findes her:

http://www.hisdigital.com/html/x800xt_iceqii.htm


HIS Excalibur X800 XT IceQ II - aktuelt eneste støjsvage og blæserkølede grafikkort i toppen af high-end-kategorien. Bemærk, at X800XT ICEQ II anvender klistermærke med "X800 Pro"-betegnelse, hvilket formodentlig skyldes travlhed på fabrikken

Enkelte observatører vil måske mene, at man blot kan sætte nyt kølesystem som Zalman ZM80D-HP inkl. 20 dBA blæser på et GeForce 6800 Ultra og opnå et støjsvagt grafikkort, men gør man dette, så mister man teoretisk set al garanti på grafikkortet, så vi vil ikke anbefale sådanne løsninger. PC Games Hardware testede derudover den nye Zalman ZM80D-HP inkl. 20 dBA blæser på GeForce 5950 Ultra (94 watt) og nåede op på hele 92 grader celcius VPU-temperatur i ventileret PC-kabinet (kilde: PC Games Hardware 08/04 s. 48), og eftersom GeForce 6800 Ultra anvender ca. 10% mere effekt end 5950 Ultra, så burde VPU-temperatur kunne nå vands kogepunkt, såfremt Zalman ZM80D-HP + 20 dB(A) blæser kombineres med 6800 Ultra. Derimod er det bevist, at Zalman ZM80D-HP uden blæser kan kombineres med Radeon X800XT PE og nå 0 dB støjniveau:

http://www.radeon-shop.de/shop/view_artikel.php?id=294

Det er muligt, at 6800 GT kan kombineres med ZM80D-HP, men formodentlig ville VPU-temperaturer her nærme sig ca. 80 grader (hvilket VPU-temperaturen muligvis allerede gør med X800XT PE og ZM80D-HP uden blæser, dog ved vi intet om dette med sikkerhed). Indtil videre har ingen grafikkortproducent tilbudt 6800 GT eller 6800 Ultra med ZM80D-HP, men tiden må vise, om vi kommer til at se f.eks. 6800 GT med et sådanne kølesystem.

KONKLUSION OG AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

Der findes aktuelt ikke et eneste grafikkort med GeForce 6800 GT eller GeForce 6800 Ultra VPU, som vi med sikkerhed kan anbefale grundet støj fra de anvendte kølesystemer. Ønsker man et støjsvagt GeForce 6800 Ultra grafikkort, er eneste attraktive og sikre løsning et specielt grafikkort fra Gainward, som kræver vandkøling. Denne konklusion er primært baseret på ovenstående resultater, og der kan naturligvis være specielle 6800 GT grafikkort, som ikke er inkluderet i ovenstående artikel, der kan overraske mht. lavt støjniveau (men dette er rent gætværk uden objektive målinger). Der er dog håb for GeForce 6800 GT/Ultra, idet MSI senere på året forventes at udgive en særligt støjsvag version af disse grafikkort, som kun skulle larme 26 dB(A); det er desværre uvist, hvor mange uger eller måneder der går, før disse grafikkort ankommer.
Radeon X800XT PE grafikkort med standardkøler (samt fra Asus) er ude i tilsvarende støjproblemer, og Radeon X800XT PE reddes udelukkende af en indsats fra Hightech (HIS/Enmic), der via Arctic Cooling VGA Silencer II er i stand til at tilbyde meget støjsvag og effektiv køling. Dette betyder, at HIS Excalibur X800 XT IceQ II er absolut eneste Radeon X800XT PE grafikkort, som vi aktuelt kan anbefale - senere forventes også Sapphire X800XT PE "Toxic" med tilsvarende kølesystem. Vi håber meget, at flere producenter af GeForce 6800GT/Ultra grafikkort vil kunne tilbyde grafikkort med Arctic Cooling VGA Silencer II eller tilsvarende støjsvagt kølesystem, men indtil videre foreligger ingen (u-)officielle informationer om, at dette skulle blive tilfældet.
Afslutningsvis ser diverse Radeon X800 Pro baserede grafikkort generelt ud til at være udstyret med støjsvage kølesystemer, så vi kan anbefale alle X800 Pro inkluderet i denne artikel (se ovenstående testresultater); dog især X800Pro fra Asus.
Vi følger naturligvis spændt med i udviklingen af støjsvage high-end grafikkort og vender tilbage til dette emne, såfremt nye og interessante resultater tilbyder sig.